Velkommen til bib:23.2 - Ballerup Bibliotekernes weblog for individuel efteruddannelse i væsentlige digitale services og værktøjer, du kan bruge i dit biblioteksarbejde.
bib:23.2 bygger videre på det fælles uddannelsesforløb, der blev gennemført i 2008 på basis af konceptet ”23 ting”.
Hvor bib:23 havde sit særlige fokus i web 2.0 teknologien bredes perspektivet lidt ud i bib:23.2 til at omfatte forskellige digitale services, der skønnes at være vigtige i vores daglige arbejde. Det gælder såvel redskaber og tjenester vi allerede arbejder med (her er sigtet at komme lidt mere ”rundt i hjørnerne”) såvel som præsentationer og introduktioner til nye digitale muligheder i online-arbejdet.
Som nogle af de væsentligste elementer fra bib:23-kurset vil iGoogle-faciliteter og delicious blive inddraget igen i dette nye forløb. Derudover er elementerne forsøgt grupperet således:
Digitale bibliotekstilbud (Opac, netmusik, netlydbøger, databaser mv.) , Web 2.0 (Facebook, Litteratursiden.dk m.m.), Google-services (iGoogle, Google Maps m.m.), Værktøjskassen (browseralternativer, muligheder for ”harddisk-udvidelser”) Fotos og billeder. (billedredigering, søgning, ophavsret).
Nogle af modulerne vil være forsynet med "Ekstra"-emner. Det er emner som vil være relevante at stifte bekendtskab, men som ikke er en nødvendig del af de fælles kompetencer vi søger at oparbejde ved at gennemføre modulerne.
Kurset er planlagt til at blive afviklet over 5 moduler:
1. modul: Maj-Juli: Digitale bibliotekstilbud
2. modul: Web 2.0
3. modul: Google-services
4. modul: Værktøjskassen
5. modul: Fotos og billeder.
Når indholdet af de enkelte moduler er klar vil det blive meldt ud.
Da første modul om digitale bibliotekstilbud er meget relevant for alle, der arbejder på et bibliotek, er der en lille "præmie" til hver enkelt, der gennemfører modulet.
Udgangspunktet for alle er den foreliggende blog, hvor de enkelte kursuspunkter bliver præsenteret. Formulering af præsentationer og opgaver er så vidt muligt uddelegeret til ”fagpersoner”. Det fulde blogindhold for det pågældende emne vil senest være tilgængeligt ved månedens start for planlagt afvikling af den givne kursusdel.
Du er meget velkommen til at lægge kommentarer og tips ind på bloggen under de enkelte punkter. Det kan have stor værdi for den fælles erfaringsudveksling.
Selve opgavebesvarelserne afvikles via Google-formularer under de enkelte punkter.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar