søndag den 26. april 2009

Om netlydbog.dk

Der er i de senere år sket en rivende udvikling inden for bibliotekernes udbud af digitale ressourcer formidlet via internettet. Her tænkes f.eks. på online musik i form af både musikfiler og digitale noder via Bibliotekernes Netmusik, elektroniske bøger fra Downlaan, film via BibCast m.m. Formidling af lydbøger online via internettet er et naturligt supplement til de voksende tilbud om lån af digitalt indhold hentet via internettet. Lydbøger benyttes ikke længere kun af syns- og læsehandicappede. Flere og flere benytter sig af muligheden for at lytte til en bog, mens de er på farten og bibliotekerne oplever en nærmest eksplosiv stigning i efterspørgslen på lydbøger.

Forsøget med at realisere et digitalt lydbogsbibliotek er startet som et projekt hvor bibliotekerne i København, Gentofte, Frederiksberg, Herning , Århus og Ålborg har arbejdet på at realisere et digitalt lydbogsbibliotek.

Der er tale om et pilotprojekt, som både skal finde tekniske løsninger, lave aftaler med rettighedshaverne, og opdyrke potentielle målgrupper. Projektet er startet i 2006 og løber til årsskiftet 2008-2009. De indledende undersøgelser er færdiggjort, og projektet er lanceret (medio april 2008) med titler fra mange forlag. Der arbejdes løbende på at få et samarbejde med flere forlag i stand, så tilbuddet bliver så repræsentativt som muligt. Bibliotekerne afregner for forbruget til forlagene efter en forbrugsstyret model.

Netlydbog.dk løber i 2008 som et projekt. Ved årets udgang forventes Netlydbog.dk at gå officielt i drift. I projektperioden støttes netlydbog.dk med udviklingsmidler fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Der er åbent for tilslutning for alle danske biblioteker, og man arbejder i øjeblikket på en løsning for den videre drift af netlydbog.dk, så portalen hviler økonomisk i sig selv. Der er ikke længere tilskud fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar